Kluster

Det bliver ikke meget mere simpelt end Kluster.

Hver spiller får en stak magneter, og skiftes til at lægge dem på spillepladen, der udgøres en tydelig, orange snor. Spillerne, der først kommer af med alle sine magneter, vinder spillet. Det lyder måske nemt, og det er det også. Og dog.

For det er jo sådan med magneter, at de er… (trommehvirvel) magnetiske! Så jo flere magneter, spillepladen bærer på, jo sværere bliver det at lægge magneter på, uden at de CLICKER, KLASKER, og KLYNGER sammen! Og uheldigvis er det sådan, at når du lægger en magnet, der gør, at nogle magneter gør hvad magneter nu engang gør, skal du tage alle påvirkede magneter op på hånden! Og det er jo ikke så smart, når det netop gælder om at komme af med dem.

Det, at spillepladen bare er en snor, og derfor kan ændres og skubbes til gør, at to spil aldrig vil føles ens – du kan sågar prøve at bruge magneterne til at rykke på snoren under spillet, så det bliver sværere for modstanderne. Det gør også, at man kan tage spillet med overalt – det kommer sågar med en lille sæk, alle spilkomponenterne passer ned i.

Kluster er altså et af de spil, der kan spilles af absolut alle, der besidder evnen til at lægge objekter fra sig. Og det er det, der gør det så genialt. Det bliver desuden ikke mere tilfredsstillende end når din oversikre modspiller lægger sin sidste magnet, og en kakofonisk ‘KLACK’ kan høres idet alle magneterne beslutter sig for at de var ensomme, og hægter sig til hinanden. Det får man ikke i andre spil.